Nedenstående
artikel er direkte oversat til dansk af Kirsia Isabella Olufsen,
oktober 2007.
For yderligere info på dansk om GNM, inkl. foredrag, workshops og individuel guidning, kontakt Kirsia Isabella direkte på tlf: (0045) 633 10 799 eller dansemagi@gmail.com
Den 18. august 1978, modtog Dr. Ryke Geerd
Hamer, M.D. – på
det tidspunkt hoved internist (specialist i medicinske sygdomme) i den
onkologiske (onkologi = læren om svulster og tumorer) klinik på Munic
universitet, Tyskland – den chokerende meddelelse, at hans søn Dirk var
blevet skudt. Dirk døde i december 1978. Nogle få måneder senere fik Dr.
Hamar konstateret testikelkræft. Eftersom han aldrig havde været alvorligt
syg, formodede han straks, at hans kræfts udvikling muligvis var direkte
forbundet med det tragiske tab af hans søn.
Dirks død og hans eget kræfttilfælde tilskyndede ham til
at undersøge sine cancerpatienters personlige historie. Han fandt hurtigt ud af
at de, ligesom han, alle sammen havde været igennem ualmindeligt stressfulde hændelser
forud for deres udvikling af kræft. Observationen af en sind-krop sammenhæng
var ikke specielt overraskende. Adskillige undersøgelser havde allerede påvist,
at der forud for kræft og andre sygdomme ofte har været en traumatisk
oplevelse. Men Dr. Hamar gik et vigtigt skridt videre i sin undersøgelse. I det
han tog udgangspunkt i hypotesen, at alle kropslige hændelser kontrolleres af
hjernen, analyserede han sine patienters hjerneskanninger og sammenlignede dem
med deres sygejournaler. Dr. Hamar opdagede, at enhver sygdom – ikke bare kræft
– bliver kontrolleret fra sit eget specifikke område i hjernen og er
forbundet med et ganske særligt, identificerbart ”konflikt chok”.
Resultatet af hans forskning er et videnskabeligt kort, der illustrerer det
biologiske forhold mellem psyken og hjernen i sammenhæng med organerne og vævet
i hele den menneskelige krop (en engelsk udgave af ”GNM’s videnskabelige
kort” er nu tilgængelig).
Dr. Hamar kaldte sine opdagelser ”Den Ny medicins 5
biologiske love”, fordi disse biologiske love, som er anvendelige i enhver
patients tilfælde, gir en fuldstændig ny forståelse af årsagen til,
udviklingen og den naturlige helbredelse af sygdomme (som følge af det stigende
antal misfortolkninger af hans opdagelser og for at bevare integriteten og
autenticiteten i hans videnskabelige arbejde, har Dr. Hamar nu legalt beskyttet
sit forskningsmateriale under navnet ”Ny Tyske medicin”: German New
Medicine ® forkortet GNM, fordi der internationalt ikke kunne opnås
copyright på New Medicine).
I 1981 præsenterede Dr. Hamar sine opdagelser som en
post-doctoral (videregående efter doktorgraden) tese for det medicinske
fakultet ved Tübingen universitet. Men indtil den dag i dag har universitetet nægtet
at teste Dr. Hamars forskning,
til trods for dets juridiske pligt til at gøre
det. Dette er et enestående tilfælde i universiteternes historie !
På samme måde nægter den etablerede medicin
(***oversætters
indskud: og det er lige præcis
denne blokering i udgangspunktet der gør, at Hamers banebrydende forskning stik
imod al sund fornuft overhovedet ikke figurerer på www.pubmed.com,
som er den medicinske internetportal Kræftens Bekæmpelse og andre officielle
kræftinstanser henholder sig til, når de henter info om medicinsk
forskning, og derfor aner de intet om hans
eksistens eller revolutionerende forskning, og derfor kommer den ikke ud til
befolkningen....) at anerkende hans
opdagelser, til trods for omkring 30 videnskabelige verifikationer (= undersøgelser
der bekræfter rigtigheden af noget) både fra uafhængige læger og
professionelle organisationer.
Kort efter at Dr.
Hamer indgav sin tese, blev han givet det
ultimatum enten at annullere sine opdagelser, eller blive nægtet fornyelse af
sin kontrakt med universitetsklinikken. I 1986, uagtet at hans videnskabelige
arbejde aldrig var blevet draget i tvivl, endsige modbevist, blev Dr. Hamer
frataget sin lægelicens, med den begrundelse at han nægtede at indordne sig
under standardmedicinens principper. Han var imidlertid fast besluttet på at
fortsætte sit arbejde. Og i 1987 var han i stand til at udvide sine iagttagelser
til at omfatte stort set enhver sygdom kendt indenfor lægevidenskaben.
Dr.
Hamer er blevet forfulgt og chikaneret i over 25 år nu,
specielt af de Tyske og Franske myndigheder. Siden 1997 har Dr. Hamer levet i
eksil i Spanien*),
hvor han fortsætter med sin forskning, og med at kæmpe for
officiel anerkendelse af hans ”Nye Medicin”. Men så længe det medicinske
fakultet på Übinger universitet fastholder deres forhalingstaktik, vil
patienter over hele verden være afskåret fra at nyde godt af Dr. Hamers
revolutionerende opdagelser.
*) efter at denne artikel blev skrevet flyttede Dr. Hamer til Norge, hvor han harvde mange venner / tilhængere, og fortsat arbejdede på at få sin forskning anerkendt og udbredt. Her oprettede han et GNM universitet, og blev boende indtil sin bortgang i 20...?
Dr.
Hamer slog fast, at ”enhver sygdom fremkaldes af et
konfliktchok, der rammer et individ fuldstændig uforberedt” (Første
Biologiske Lov). Til ære for sin søn kaldte Dr, Hamar denne uventede
stressfulde hændelse et Dirk Hamer Syndrome or DHS. Psykologisk
talt er et DHS et meget personligt tilfælde, betinget af vores tidligere
erfaringer, vores sårbarheder, vores individuelle opfattelser, vores værdier
og overbevisninger. Et DHS er dog ikke en ren psykologisk, men
snarere en biologisk konflikt, der må forstås i sammenhæng med vores
evolution.
Dyr oplever disse biologiske chok i konkret form, f.eks. gennem det pludselige tab af en rede eller et territorium, tab af yngel, adskillelse fra en mage eller fra flokken, en uventet sultetrussel eller en dødsangst. Eftersom det menneskelige sind gennem tiden har tilegnet sig en figurativ tænkemåde, kan vi også opleve disse biologiske konflikter i en overført betydning. En mand kan f.eks. opleve en ”territorie-tabs konflikt” når han uventet mister sit hjem eller sit arbejde; en kvindelig ”rede-konflikt” kan være en bekymring over et ”rede-medlems” trivsel; en ”forladtheds-konflikt” kan blive udløst af en uforudset skilsmisse, eller ved at blive hasteindlagt på hospitalet; børn oplever ofte en ”adskillelses-konflikt” når mor beslutter at gå tilbage på arbejdsmarkedet igen, eller når forældrene bliver skilt.
Ved at analysere tusindvis af computer hjerne tomogrammer (CT)
på baggrund af hans patienters historier, opdagede Dr. Hamer, at i det øjeblik
et DHS finder sted, påvirker chokket et særligt forudbestemt område i
hjernen, afstedkommende en ”læsion” som aftegner sig i en CT scanning, som
et par skarpe, koncentriske ringe (i 1989 bekræftede Siemens, at disse
cirkelformationer ikke er artifakter (noget kunstigt frembragt) af udstyret).
Straks ved påvirkningen kommunikerer de involverede hjerneceller chokket til
det korresponderende organ, som derefter responderer med en særlig –
forudsigelig – forandring. Grunden til at visse konflikter er uløseligt
forbundet med visse områder i hjernen er, at under vores historiske evolution,
var hver enkelt del af hjernen programmeret til, øjeblikkeligt at reagere på
konflikter, der kunne true vores overlevelse. Hvor den ”gamle hjerne”
(hjernestammen og cerebellum) er programmeret med basale overlevelses
anliggender der har med åndedræt, fødeindtagelse og formering at gøre, er
”ny-hjernen” ( cerebrum) kodet med mere avancerede temaer som territoriale
konflikter, adskillelseskonflikter, identitetskonflikter og
selv-undervurderingskonflikter.
Dr.
Hamers medicinske forskning er nært forbundet med
embryologi-videnskaben (videnskaben om fosterets udvikling), thi om hvorvidt
organet responderer på en konflikt med svulst-vækst, med vævs-bortdøen,
eller funktionel svækkelse afhænger af hvilket embryonisk kimlag organet såvel
som det korresponderende hjernevæv udspringer af (Tredje Biologiske Lov).
GNM’s ”Ontogenetiske Svulst System” illustrerer at ”gammel-hjerne” kontrollerede organer, som stammer fra det indre kimblad eller det ”gammel-hjerne”-midterste kimblad, så som lungerne, leveren, tyktarmen, prostata, livmoderen, læderhuden, lungehinden, bughinden, hjertesækken, bryst kirtler, osv. altid udvikler forøgelse ved celledeling så snart den korresponderende konflikt opstår. Svulster i disse organer udvikler sig derfor udelukkende under den konfliktaktive fase (indledt af DHS).
Lad os f.eks. ta lungecancer: Den biologiske konflikt
forbundet med lungecancer er en ”dødsangst-konflikt”, fordi i biologiske
termer er dødspanik lig med at være ude af stand til at trække vejret. Med døsangst-chokket
begynder lunge-hulrums cellerne, som regulerer vejrtrækningen, øjeblikkeligt
at forøges, hvorved de danner en lungesvulst. Stik mod den konventionelle
opfattelse er denne forøgelse af lungeceller ikke en meningsløs proces, men tværtimod
en proces, der tjener et helt bestemt biologisk formål, nemlig at øge
lungernes kapacitet, og dermed optimere organismens chance for at overleve. Dr.
Hamers hjerne skanningsanalyse påviser, at alle personer med lungekræft viser
a tydelig ”skydeskive”-ring-form i det korresponderende område i
hjernestammen, og at hver enkelt patient havde oplevet en uventet dødspanik
forud for kræftudbruddet. I størstedelen af tilfældene var dødsangsten udløst
af et kræft-diagnose-chok, som personen oplevede som en ”dødsdom”. I
betragtning af at rygning er i aftagende, kaster dette nyt lys over den gådefulde
vækst i lungecancer (The #1 Killer) og rejser tvivl omkring, hvorvidt rygning i
sig selv er årsag til lungecancer.
Brystkirtelkræft er ifølge Dr.
Hamers forskning resultatet
af en ”moder-barn” eller en ”partner-bekymrings” konflikt. Disse typer
konflikter påvirker altid ”gammel-hjernen” i det område der styrer mælkekirtlerne.
En kvinde kan lide under en mor-barn bekymrings konflikt, når hendes barn
pludseligt bliver skadet eller alvorligt syg. Under den konfliktaktive
stressfase, øges brystkirtelcellerne til stadighed, og danner en svulst. Det
biologiske formål med celleforøgelsen
er at blive i stand til at producere mere mælk til den lidende yngel, og således
accelerere ynglens helbredelsesproces.
Ethvert hun-menneske og hun-pattedyr er født med dette
oldgamle biologiske respons program. Dr. Hamers mange casestudier viser, at
kvinder selv når de ikke ammede, udviklede en svulst i brystkirtlerne som følge
af besættende bekymring omkring en elskets trivsel (det være sig et barn som
har problemer, en syg forældre, eller en kær ven).
Hvad der her er sagt om lunge og brystkræft kan overføres på
alle andre kræfttilfælde der udspringer fra ”gammel-hjernen”. Hver af dem
er udløst af et specifikt konflikt-chok, der aktiverer et ”vigtigt biologisk
specialprogram” (Meaningful Special Biological Program, MSBP) (Femte
Biologiske Lov), som gør det muligt for organismen at gå ud over normal
daglig funktion og fysisk klare katastrofesituationen. For hver type konflikt er
der et hjerne relæ hvorfra det særlige biologiske program bliver koordineret.
Hvor ”gammel-hjerne” styrede organer producerer svulstvækst i den konfliktaktive fase, er det modsatte tilfældet med alle de organer der styres af cerebrum (”ny-hjernen”). Når det gælder det embryoniske kimlag, stammer alle cerebrum-styrede organer og væv (æggestokke, testikler, knogler, lymfekirtler, overhuden, livmoderhalsslimhinden, bronkialrørene, kranspulsåreblodkar, mælkegange, osv.) fra ektodermen (det ydre kimblad i embryonal/fosterstadiet) eller ”ny-hjerne”-mesodermen (det mellemste kimblad). I det øjeblik konflikten opstår, responderer det korresponderende organvæv med celle nedbrydning. Nekrose / bortdøen af væv i æggestokke eller testikler, osteoporosis (knogleskørhed), knoglekræft, eller mavesår, er for eksempel alle tilstande, der kun opstår når personen er i en tilstand af følelsesmæssig kval i forbindelse med den aktuelle konflikt. Som man kunne forvente, har vævstabet en biologisk betydningsfuldhed.
Lad os f.eks. ta mælkegangens slimhindes væv. Eftersom
mælkegangenes skællede epiteliane slimhinde udviklede sig på et meget
senere tidspunkt end mælkekirtlerne er dette yngre væv styret af en yngre del
af hjernen, nemlig, hjernebarken. Mælkegangslimhindens biologiske konflikt er
en ”adskillelses-konflikt”, oplevet som om ”mit barn (eller min partner)
blev revet bort fra mit bryst”. Et hun-pattedyr kan opleve sådan en konflikt
når hendes unge(r) er blevet væk eller dræbt. Som en naturlig refleks til
denne konflikt begynder vævet i mælkegangslimhinden at danne sår. Hensigten
med vævstabet er, at øge kanalens diameter, fordi med forstørrede kanaler kan
den mælk der ikke længere er brug for lettere slippe ud, så den ikke hober
sig op i brystet. Enhver kvindes hjerne er programmeret til denne biologiske
reaktion. Eftersom det kvindelige bryst er ensbetydende med omsorg og næring,
oplever kvinder sådan en konflikt ved uventet adskillelse fra en elsket de
drager intens omsorg for. Der er praktisk talt ingen fysiske symptomer under den
konfliktaktive fase, bortset fra lejlighedsvis let ”trækken” i brystet.
To-fase-mønstret i enhver sygdom
Dr.
Hamer fandt også ud af, at – forudsat at konflikten løses
– så forløber enhver sygdom i to faser (Anden Biologiske Lov). Under
den første, eller den konflikt-aktive fase, er hele organismen gearet til at
klare konflikten. Så mens en hensigtsmæssig celleforandring finder sted på
det fysiske plan, forsøger psyken og det vegetative autonome system også at
klare den uventede situation. Slået over i
en stresstilstand (sympathicotonia) bliver sindet fuldstændigt opslugt
af konflikt-indholdet. Søvnforstyrrelser og mangel på appetit er typiske
symptomer. Biologisk talt er det afgørende, fordi fokuseringen på konflikten
samt de extra vågne timer sørger for de rette betingelser mht. at
gennemarbejde konflikten og finde en løsning. Den konfliktaktive fase kaldes
også den ”kolde fase”. Eftersom blodårerne trækkes sammen under stress,
er kolde ekstremiteter (specielt kolde hænder) gåsehud og koldsved typiske
symptomer på konflikt-aktivitet. Symptomernes intensitet afhænger naturligvis
af konfliktens omfang.
Hvis en person forblir i en intens konflikt-aktiv tilstand
over en lang periode, kan tilstanden være livsfarlig. Men Dr. Hamar beviser
hinsides al tvivl at en organisme KAN ALDRIG DØ AF KRÆFT alene. En person kan
dø som følge af mekaniske komplikationer ved en svulst, som f.eks. lukker for
et vitalt organ, så som tyktarmen eller galdegangene, men på ingen måde kan
kræftceller som sådan fremkalde døden. I GNM er skelnen mellem ”ondartet”
og ”godartet” kræfttilfælde totalt absurd. Betegnelsen ”ondartet” er
et kunstigt tankeværk (det samme gælder svulst markører) der simpelthen
antyder at celleforøgelses-aktiviteten har overskredet en vis kunstig grænse.
Hvis en person dør under den konflikt-aktive fase, er det
som regel pga. energitab, vægttab, søvnmangel samt følelsesmæssig og mental
udmattelse. Ofte er det en overvældende kræftdiagnose eller en negativ
prognose – ” Du har kun 6 måneder tilbage at leve i” – som kaster kræftpatienter
(inklusiv deres kære) ud i en tilstand af dyb fortvivlelse.
Med lidt eller intet håb tilbage, og frarøvet deres
livskraft, sygner de hen og dør til sidst af udmarvning, en smertefuld proces
som konventionel kræftbehandling kun fremskynder.
Hvis patienten ikke har været igennem nogen konventionel
behandling (specielt kemoterapi eller radiobehandling, har GNM en succesrate på
95 – 98 %. Ironisk nok blev denne statistik over
Dr. Hamars bemærkelsesværdige succesrate leveret af myndighederne selv.
Da Dr. Hamer i 1997 blev arresteret for at ha givet 3 personer medicinsk rådgivning
uden at ha lægelicens konfiskerede politiet hans patienters journaler og fik
dem analyseret. Følgelig var en offentlig anklager under retsagen
tvunget til at indrømme, at efter 5 år var 6000 patienter ud af 6500 patienter
med overvejende dødelig cancer stadigt i live. Ifølge epidemiolog og
biostatistiker Dr. Ulrich Abel (Tyskland) er ”det meste kemoterapis resultater
forfærdelige….der er intet videnskabeligt bevis for dens evne til – på
nogen prisværdig måde at forlænge livet for patienter der lider af de mest
almindelige organkræfttyper…..Kemoterapi for ondartethed
der er for fremskreden til kirurgisk behandling - hvilke beløber sig til 80% af
alle kræfttilfælde - er videnskabeligt spild.” (Lancet 1991).
Kroppen helbreder sig selv
Løsningen af konflikten signalerer begyndelsen på anden
fase af det biologiske nødprogram. Vores organisme og følelser slår øjeblikkeligt
over i helbredelses ”gearet”, understøttet af det vegetative systems slåen
over i ”vagotonia” (overaktivitet af det vegetative nervesystem). Under
helbredelsesfasen vender appetitten tilbage, men vi er meget trætte (vi er
muligvis slet ikke i stand til at komme ud af sengen). Hvile og det at forsyne
organismen med næringsstoffer er essentielt mens kroppen arbejder på at heles.
Den anden fase kaldes også den ”varme fase”, for som under vagotonia
udvides blodårerne, og fremkalder varme hænder, varme fødder, og varm hud.
Med konfliktens løsning sker der også en øjeblikkelig
forandring på organplan. Celledelingen (”gammel-hjerne” styret svulstvækst)
eller celle-henfaldet (”ny-hjerne” kontrolleret vævstab) ophører straks og
den nødvendige reparationsproces sætter i gang. Et område der døde hen eller
dannede sår under den konfliktaktive fase bliver nu genopfyldt og fornyet med
nye celler. Dette ledsages som regel af potentielt smertefuld opsvulmen,
fremkaldt af en væskeansamling (ødem) der beskytter vævet mens det heler.
Andre typiske reparationssymptomer er hypersensitivitet, kløen, spasmer (hvis
muskelvæv er involveret) og betændelse. Eksempler på ”sygdomme” der kun
forekommer i helbredelsesfasen er: visse typer hudproblemer, hæmorider,
strubebetændelse,
Baseret på observation af celleforøgelse (mitosis =
almindelig celledeling) og stardard skelnen mellem ”godartede” og
”ondartede” svulster, tolker konventionel medicin helende vævs naturlige
celleproduktion som ”ondartet”. I GNM skelner vi tilsvarende mellem to typer
svulster. Men svulsterne deles ikke op i ”gode” og ”onde”; i stedet er
de klassificeret i overensstemmelse med deres vævstype, og den del af hjernen
fra hvilken de udspringer og er styret. Der er de svulster der udvikler sig
udelukkende under den konfliktaktive fase (lungekræft, tyktarmskræft, leverkræft,
livmoderkræft, prostatakræft osv.) og omvendt, dem der kommer af den naturlige
reparationsproces. Som med ”gammel-hjerne” styrede kræftforekomster, er
svulstvæksten hverken tilfældig eller meningsløs, eftersom celleforøgelsen,
stopper så snart vævet er udbedret. Testikelkræft, æggestokkekræft, lymfom,
non-Hodgkins lymfom, diverse typer af sarkom, bronkial og strubekræft, og
livmoderhalskræft er alle af helbredende natur og er udelukkende
helbredelsesfase-fænomener.
Den anden type brystkræft, ”ductal carcinoma in situ (DCIS)
, falder også i denne kategori. Hvor en kirtelmæssig brystkræft er tegn på
at kvinden er i den aktive fase af en bekymrings-konflikt er en intra-ductal (duct
= kanal) kræft et positivt tegn på, at den tilhørende separationskonflikt
(”revet bort fra mit bryst”) er blevet løst. En kvinde udvikler ikke
brystkræft uden grund ! Ej heller
er det tilfældigt om hun udvikler kræft i sit højre eller venstre bryst.
Dr. Hamer opdagede, at vores lateralitet (om vi grundlæggende er højre- eller venstresidede*) afgør hvorvidt en sygdom, som kræft, udvikler sig i højre eller venstre side af kroppen. Dette er reglen: en højresidet person responderer på en konflikt omkring hendes/hans mor eller børn med venstre side af kroppen, men på en konflikt der angår en ”partner”, e.g., far, søskende, pårørende, ven, kollega etc. med højre side. For venstresidede er det omvendt. Der er altid et kryds-forhold fra hjernen til kroppen (bortset fra hjernestammen) fordi hver hjernehalvdel styrer modsatte side af kroppen.
Den mest enkle måde at identificere vores biologiske lateralitet er klappetesten. Den øverste hånd er den førende hånd, og angir hvorvidt vi er højre- eller venstresidede. Derfor: en brystkræft i højre bryst, en æggestokcyste (hulrum) i venstre æggestok, et hudproblem på højre eller venstre side (eller begge), lammelse i venstre side (e.g., efter et slagtilfælde), gir os et første tegn på ”hvem” der var involveret da den oprindelige konflikt fandt sted. Hvad angår mere avancerede konflikter (og hjerne-regioner), må hormon statussen også tages i betragtning for en nøjagtig vurdering.
Oversætters
note *): når jeg her i
oversættelsen bruger udtrykket højre / venstresidet frem for –håndet er det
for at markere, at selvom man tilsyneladende er højrehåndet kan man sagtens
fundamentalt være venstresidet. Klappetesten vil tydeligt afsløre hvad man
reelt er. Læg også mærke til hvilket øje du helt automatisk sætter kameraet
for når du skal ta et billede. Det øje markerer også hvilken side du
er mest orienteret i.
Mikrobers gavnlige rolle
Et andet aspekt af Dr.
Hamers forskning har været mikrobers
rolle i forbindelse med sygdomsudvikling. Dette er kort fortalt hvad han nåede
frem til (Fjerde Biologiske Lov): mikrober så som svampe, bakterier og
virus er kun aktive under helingsfasen, og måden hvorpå de opererer er fuldt
ud i overensstemmelse med evolutionær logik. Tuberkulære bakterier f.eks.,
befolker kun ”gammel-hjerne” kontrollerede væv. Deres funktion under
reparationsfasen er at opløse svulster der nu er overflødige, e.g.
lungesvulster, tyktarmsvulster, nyresvulster, prostatasvulster,
livmodersvulster, brystkirtelsvulster, melanomer (hudkræft), og mesotheloma
(svulst i bindevævshinden på indersiden af et organ). Tuberkulære bakterier
er essentielle for at ødelægge opbygningen af ”disponible celler” som
knopskød af biologiske årsager under den konflikt-aktive fase. Hvis den påkrævede
bakterie ikke er til stede, grundet vaccination, overforbrug af antibiotika,
eller kemoterapibehandling kan svulsten ikke opløses ordentligt. Følgelig
forblir den intakt og indkapsles harmløst. Opdaget under en lægelig
rutine-undersøgelse kan sådan en indkapslet gevækst imidlertid lede til en
”kræft”diagnose, og potentielt nye konflikt-chok med nye symptomer. Ved at
forstå de biologiske lovmæssigheder for sygdomsudvikling kan denne mulighed
faktisk elimineres.
Hvor bakterier nedbryder kræftceller der ikke længere er
behov for viser virus at være involveret i helbredelsesprocessen - udelukkende
– af cerebral-cortex-styrede væv (e.g. bronkier, nasal membran,
maveslimhinden, galdegangenes inderside, og epidermis). leverbetændelse,
lungebetændelse, herpes, influenza og maveinfluenza er tegn på at en
”virulent” men naturlig helbredelsesproces finder sted. Når det gælder
virussers rolle foretrækker Dr. Hamer at tale om ”hypotetiske virusser”
eftersom der her på det seneste er sået tvivl omkring virussers eksistens.
Dette er i tråd med Dr. Hamars tidligere opdagelser mht. at
gendannelsesprocessen i forb. med sårfyldt eller bortdøet væv stadigt finder
sted, selv når de vævs-relaterede virusser ikke er til stede.
Dilemmaet som konventionel medicin befinder sig i er, at
fordi det ikke lykkes den at genkende to-fase-mønstret i enhver sygdom bliver
den første fase, den konfliktaktive fase helt rutinemæssigt overset. Eftersom
mikrober kun er aktive under helbredelsesfasen, og eftersom mikrobers aktivitet
typisk akkompagneres af opsvulmen, feber, materie, afsondringer og smerter
bliver mikrober opfattet som ondsindede og årsag til smitsomme sygdomme. Men
mikrober er ikke årsag til sygdommen. Når alt kommer til alt er det vores
organisme der ansætter mikroberne for at optimere helbredelsesprocessen.
Mikrober kan, selvfølgelig, blive overført, men de forbliver sovende indtil
personen er i helbredelsesfasen af den samme type konflikt som de overførte
mikrober har som område.
Spørgsmålstegn ved metastaser
Baseret på GNM’s ”ontogenetiske svulst system” er den
vidt udbredte teori om metastaser, der antyder, at kræftceller rejser gennem
blod- eller lymfebanerne og fremkalder kræft nye steder, med Dr. Hamers ord
”ren akademisk fiktion”. Celler generelt og kræftceller i særdeleshed kan
under ingen omstændigheder forandre deres histologiske (histologi = vævslære)
struktur, eller overskride kimlags tærsklen. Eksempel: en lungesvulst-celle,
som er af endodermal oprindelse, styret fra hjernestammen
(”gammel-hjernen”), og som forøges ved celledeling under den
konflikt-aktive fase, kan ikke omdanne sig selv til en knoglecelle, som er af
mesodermal oprindelse, styret af cerebrum (”ny-hjernen”), og som svækkes
under en konflikt-aktiv afkalkningsproces. I tilfældet ” lungekræft
”metastaserer” ind i knoglerne”, ville lungekræftcellerne i realiteten
skabe et hul (i.e. et henfald – hvilket er det modsatte af en kræftsvulst) i
en eller anden knogle i kroppen. Vi må også spørge os selv hvorfor kræftceller
sjældent ”spredes” til det nærmest liggende væv, f.eks. fra livmoderen
til livmoderhals ? Hvis kræftceller
rejser via blodstrømmen, hvorfor bliver doneret blod så ikke skannet for kræftceller
? Hvorfor bliver der ikke fundet
utallige svulster i væggene på kræftpatienters blodårer ?
For to år siden, 19. august 2004, offentliggjorde den
Canadiske Avis ”News and Mail” en artikel med titlen: ”Forskere Forfølger
Brystkræft Blodtest”, som indeholdt følgende afslørende udtalelse:”Jagten
på kræftceller i blodstrømmen har taget 10 år….”. og ”, indtil for
nyligt eksisterede der ingen teknologi der pålideligt kunne udskille de mærkelige
kræftceller fra de millioner af røde og hvide blodceller indeholdt i en enkelt
lille medicinflaske menneskeligt blod.” Bortset fra den kendsgerning at
”jagten” langt fra er ovre (som artiklen antyder), indebærer det så ikke
også, at ”metastase” hypotesen har misinformeret offentligheden og skræmt
millioner af mennesker til døde i over 4 årtier ?
Dr.
Hamer bestrider selvfølgelig ikke sekundære osv. kræftudbruds
realitet, men disse kræftsvulster er ikke fremkaldt af vandrende kræftceller,
der på mirakuløs vis forvandler sig til en anderledes celletype, men snarere
af nye konflikt-chok.
Nye DHS’er kan opstå via tilstødende traumatiske
livserfaringer eller gennem diagnose-chok. Som allerede nævnt kan en uventet kræftdiagnose,
eller det at få at vide at den (kræften) ”metastaserer” udløse en dødsangst
(fremkaldende lunge-kræft) eller et hvilken som helst andet diagnose-relateret
chok, afstedkommende nye kræftudbrud i andre dele af kroppen. I mange tilfælde
klarer disse patienter sig ikke igennem til helbredelsesfasen, fordi den
alvorlige stresstilstand svækker dem i en sådan grad, at de har meget lille
chance for, at overleve den stærkt giftige kemoterapibehandling.
Den anden mest hyppige kræfttype efter lungekræft er
knoglekræft. Dr. Hamer fandt ud af, at vores knogler er biologisk forbundet med
vores selvagtelse og selvværd. Så, når man får at vide at man har en
”livstruende sygdom”, og i særdeleshed en der angiveligt ”spreder sig som
en løbeild” gennem kroppen, bliver det ensbetydende med:”Nu er jeg værdiløs”,
og knoglerne der støder op til det område hvor vi føler os værdiløse
begynder at afkalkes (i tilfældet med brystkræft ofte i brystbens- eller
ribbensområdet). Ligesom ved en beskadiget knogle viser formålet med det
biologiske program (for ”sygdommen”) sig ved slutningen af
helbredelsesfasen. Når reparationsfasen er fuldendt vil knoglen være meget stærkere
i det område, således sørgende for at vi er bedre rustet til en eventuel ny
”selvnedvurderings-konflikt”.
Så snart konflikten er blevet løst, går hjernelæsionen
(de hvide cirkel-formationer) – sammen med psyken og organet – også ind i
helbredelsesfasen. Som med ethvert sår der bliver udbedret, udvikler der sig et
ødem (væskeansamling) for at sørge for beskyttelse af det restituerende
nervevæv. På hjerneskanningen er forandringerne klart synlige: de skarpe
skydeskivelignende ringe oversvømmes af ødemet, og fremstår nu slørede,
utydelige og mørke.
I helbredelsesfasens kulmination, når hjerne ødemet har nået
sin maksimale størrelse, udløser hjernen et kort, kraftigt skub, der udstøder
ødemet. I GNM-terminologi, kaldes denne mod-regulering den ”Epileptoide
Krise” (EC). Under denne krise bliver hele organismen for en kort
stund skubbet ud i en tilstand af sympathicotonia (= øget spænding af nervus sympathicus), i.e.,
gen-gennemlevende de typiske symptomer fra den konfliktaktive fase så som
koldsved, kolde ekstremiteter, hurtigt hjerteslag og kvalme. Intensiteten og
varigheden af denne for-programmerede krise afhænger af intensiteten og
varigheden af den forudgående konflikt. Hjerteanfald, slagtilfælde,
astmaanfald, og epileptiske anfald er bare nogle få eksempler på dette afgørende
vendepunkt. ”Krisens” art afhænger altid af konfliktens natur og af nøjagtigt
hvilket hjerneområde der er involveret.
Efter at hjerneødemet er presset ud, samler der sig
neuro-glia, som er forbindende hjernevæv der sørger for struktural støtte for
neuroner, i området for at genopbygge funktionen hos de nerveceller der var berørt
af konfliktchoket (DHS). Det er denne naturlige glia-ansamling som konventionel
medicin betegner som en ”hjerne-svulst”, ofte med sørgelige konsekvenser
for patienten. Dr. Hamer slog allerede i 1981 fast, at en ”Hjernesvulst”
ikke i sig selv er en sygdom, men derimod symptom på en helbredelsesfase, der
parallelt foregår i organet (styret af det pågældende område i hjernen der
samtidigt er midt i sin reparationsfase).
GNM therapi i en nøddeskal
Det absolut første skridt i GNM terapi er, at sørge for en
forståelse af et symptoms, f.eks. en vis kræftforekomst biologiske natur, i
relation til dens psykiske årsag. En hjerneskanning og en grundig medicinsk
patienthistorie, er vitale for at kunne afgøre hvorvidt patienten stadigt er
konflikt-aktiv, eller allerede er i færd med at heles. Der fokuseres på at
identificere det oprindelige DHS, og at udvikle en strategi for at løse
konflikten. Det er afgørende at forberede patienten på
helbredelses-symptomerne og potentielle komplikationer. Disse symptomer er meget
forudsigelige !
Dr.
Hamers opdagelser forsyner os for første gang i lægevidenskabens
historie, med et pålideligt system der gør det muligt for os ikke bare at
forstå, men også at forudsige udviklingen og symptomerne ved enhver sygdom.
Dette er virkelig forebyggende medicin, et aspekt af GNM der ikke kan
understreges nok. Virkelig forebyggelse kræver en forståelse af sygdoms
virkelige årsag, og det er hvad Dr. Hamars forskning leverer, umådeligt
detaljeret.
Ved at forstå de ”Fem Biologiske Love” for sygdoms årsag
og helingsproces kan vi befri os selv fra den angst og panik der ofte opstår
ved udbruddet af symptomer. Denne viden er mere end magt; den kan redde liv.
Ovebstående
artikel er direkte oversat til dansk af Kirsia Isabella Olufsen,
oktober 2007.
For yderligere info på dansk om GNM, inkl. individuel guidning, foredrag og workshops, kontakt Kirsia Isabella direkte på tlf: (0045) 633 10 799 eller dansemagi@gmail.com