Spørgsmålstegn ved

Nedenstående tekst er direkte oversat til dansk af Kirsia Isabella Olufsen, feb. 2010. Den oprindelige engelske tekst er skrevet af Caroline Markolin, Ph.D. Vancouver, Canada, og findes på www.learningGNM.com . Caroline Markolin, Ph.D., er fuldtids GNM-underviser, trænet og anerkendt af Dr. Hamar. Hun bor i Canada, og tilbyder regelmæssigt GNM-seminare i Montreal og Vancouver, samt 1 gang årligt i Europa. Og hun er altså kvinden bag den ualmindeligt omfattende, velorganiserede og informative hovedhjemmeside for GNM: www.learningGNM.com hvor enhver kan gå ind "fra gaden" og dybdestudere GNM, læse casestories, osv.

For yderligere info på dansk om GNM, individuel guidning. foredrag og workshops, kontakt Kirsia Isabella direkte på tlf: (0045) 633 10 799 eller dansemagi@gmail.com

“Hvordan cancerceller bliver metastatiske er fortsat et mysterium”

Yale Universitet (2008)

Metastaseteorien fremsætter, at cancerceller løsriver sig fra en primær svulst, rejser gennem blodstrømmen og lymfesystemet, og tilfældigt hægter sig på andre organer, hvor de forårsager en sekundær kræftvækst. Processen regnes for at være ukontrolleret, med muterede, ”ondsindede”, uberegnelige/ defekte celler, der handler helt på egen hånd, i modstrid med kroppens normale orden og intelligens.

I det 17. og 18. århundrede blev svulster og infektioner anset for at være ”sygeligt materiale”, som, medmindre det blev normalt udskilt eller ledt væk fra kroppen, kunne akkumulere, blive ”ondartet”, og medføre døden hvis det spredte sig til andre områder af kroppen. Når kræften eller infektionen ansås for at ha spredt sig fra et organ til et andet, blev det kaldt ”metastase”. Medicinske terapier så som gennemboring, udrensning, fremkaldelse af vabler, blødning og forgiftning havde til hensigt at fremme bortledningen af de ”dødbringende” substanser.

I det 19. århundrede blev mikroorganismer inkluderet i kataloget over ”sygelige materialer”, og Pasteur’s bakterie-/ mikrobeteori blev den fremherskende logiske begrundelse der støttede teorien om metastaser. I det 20. århundrede blev tilsyneladende mutante, uberegnelige cancerceller føjet til listen med bakterier, svampe og vira, som sygdomsfremkaldende agenter.

Ned gennem århundrederne blev de ”sygelige materialer” givet forskellige betegnelser, men den underliggende teori er imidlertid forblevet den samme til den dag i dag.

I dagens lægepraksis, både allopatisk og naturopatisk, antages det stadigt, at cancerceller og mikrober handler i modstrid med vores krop og at vores organisme ikke har kontrol over processen. Indtil den dag i dag anses den menneskelige krop for at være i krig mod onde kræfter, der prøver at skade og ødelægge den. De mest grundlæggende aksiomer (selvindlysende sandheder) som medicinske teorier bygger på, er altså fortsat forankret i formørkede tidsaldres angst og overtro, uvidende om den kreative kærlige intelligens der gennemstrømmer naturen og den menneskelige krop.

Dr. Hamer: “Gennem årtusinder har menneskeheden mere eller mindre bevidst været klar over, at alle sygdomme i bund og grund er af psykologisk oprindelse. Denne forståelse blev et ”videnskabeligt” aktiv, fast forankret i den universelle videns arv.”

Metastaseteorien ser fuldstændig bort fra, at hver eneste kropcelles funktion kontrolleres fra hjernen. I stedet behandler den hver celle som en sansende organisme, der gør hvad der passer den. Men et helt århundredes medicinsk forskning bekræfter, at hjernen er det ”koordinerende bio-elektriske center” der regulerer kroppens biokemiske processer, inklusiv ”patologiske” forandringer i organer og væv. Selv ”smitsomme sygdomme” kan ikke udvikle sig når nerver til det smittede organ er revet over (R. H. Walker: Functional Processes of Disease,, 1951), hvilket beviser at selv mikrobers aktiviteter styres fra hjernen.

Baseret på den videnskabelige kendsgerning at hjernen fungerer som kroppens biologiske kontrolcenter, opdagede Dr. Hamer psyken som en tredje komponent, der samtidigt arbejder sammen med både hjernen og kroppens celler.

Via analyse af sine patienters hjerneskanninger opdagede Dr. Hamer, at et ”konflikt chok” (DHS) opstår ikke kun i psyken, men anfægter samtidigt det hjerneområde der biologisk hænger sammen med den specifikke konflikt. I samme øjeblik at hjernecellerne registrerer DHS’et overføres informationen omgående til det tilhørende organ, og i det øjeblik aktiveres et Signifikant Biologisk Specialprogram (SBS) for at hjælpe organismen gennem krisen, både på det psykologiske og fysiske plan. Enhver kræft eller svulstvækst er således en meningsfuld biologisk respons på den helt specifikke konfliktsituation. På et hjerneskan er hver konflikts indvirkning/ anslag synlig, som et sæt koncentriske ringe (som på en skydeskive).

Ved at sammenligne tusindvis af sine patienters hjerne CT’s (skanninger) med deres medicinske journaler og deres personlige historier var Dr. Hamer i stand til at fastslå det nøjagtige sted i hjernen, hvorfra hvert enkelt Specielle Biologiske Program (SBS) blev koordineret. Resultatet af denne banebrydende forskning var skabelsen af ”Scientific Chart of German New Medicine” (”Det videnskabelige kort over GNM” som er en grundig og meget velorganiseret lærebog i GNM, der kan bestilles på tysk og engelsk via www.learningGNM.com).

Solidt understøttet af videnskaben om fosterets udvikling, leverer Dr. Hamers opdagelser videnskabeligt bevis for, at denne hjerne-formidlede sammenhæng mellem psyken og kroppen er iboende/ naturlig for enhver organisme. Det vil sige at alle arter responderer på en ”dødsangst konflikt” med lungecancer, på en ”eksistens-konflikt” (følen sig som en fisk uden vand) med nyrekræft, eller på en ”rede-bekymrings konflikt” (pattedyr og mennesker) med brystkræft.

Grunden til at alle levende væsner responderer på den samme konflikt med det samme organ er, at uanset om man er fisk, krybdyr, pattedyr eller menneske kan alle organer hos alle arter spores tilbage til et af de embryoniske kimlag, der udvikler sig under selve den allerførste periode af fosterstadiet. For at være helt præcis så bliver lunger eller hjerte eller knogler hos enhver levende organisme skabt udfra den samme type kimlag, og er derfor af samme vævstype. Dette bekræfter, udfra et rent biologisk synspunkt, at vi ALLE udspringer af den samme kilde!

På grund af vores dybe forbundethed med alt liv taler vi i GNM om biologiske konflikter frem for psykologiske konflikter.

I løbet af denne forskning, opdagede Dr. Hamer desuden, at måden hvorpå de individuelle hjerne kontrolcentre er arrangeret i hjernen følger en smuk naturlig orden. Placeringerne af hjernerelæerne viser, at alt væv stammende fra samme kimlag også kontrolleres fra samme sted i hjernen (se diagrammet)

Alle organer og alt væv der stammer fra det endoderme kimlag kontrolleres fra hjernestammen; alt mesodermt væv kontrolleres fra lillehjernen eller storhjernemarven; alt ektodermt væv kontrolleres fra storhjernebarken. På organniveau lægger vi ikke så oplagt mærke til den struktur, fordi organer af samme vævstype ikke altid er grupperet på samme sted i kroppen, og ofte befinder sig langt fra hinanden, som f.eks. endetarmen og struben. I hjernen er hjernerelæerne for samme vævstype imidlertid anbragt side om side i perfekt orden.

Enhver sygdom involverer således altid et helt specifikt hjernerelæ, der kontrollerer det pågældende konfliktrelaterede organ eller væv. Cancerceller er under ingen omstændigheder i stand til at ”metastasere” til et organ eller væv kontrolleret af et andet, upåvirket hjernerelæ, og ej heller kan kræftceller ”sprede sig” til en vævstype, der udgår fra et anderledes kimlag. Kræftceller, mikrobers aktivitet, og andre sygdomssymptomer er fuldstændigt forbundet med det specifikke organ eller væv, for hvilket hjernen har aktiveret det Signifikante Biologiske Specialprogram (SBS).

Den Tredje Biologiske Lov leverer, for første gang I lægevidenskabens historie, et pålideligt system der muliggør en klassificering af alle sygdomme udfra deres vævstype. Når det gælder cancer viser det ”Ontogenetiske Svulst System” at en cancer udvikler sig enten i den konfliktaktive fase eller i løsningsfasen: i gammelhjerne kontrollerede organer udvikler en kræftvækst sig i den konflikt-aktive fase, og svulsten har da en biologisk meningsfuldhed ved at fremme organets funktion, for at lette en løsning af konflikten. I nyhjerne (storhjernemarv og –bark) kontrollerede organer udvikler kræftvæksten sig i helbredelsesfasen, hvor svulsten er resultatet af en naturlig healing og opfyldningsproces, efter at den pågældende konflikt er blevet løst. I begge tilfælde, og dette er kvintessensen af Dr. Hamers opdagelser, er kræft altid del af en meningsfuld biologisk proces, og kan derfor ikke længere anses for at være en ”sygdom”, endsige en ”ondartet sygdom”.

German New Medicine afviser ikke eksistensen af sekundære eller multi- kræftforekomster. Men som vi lige er i færd med at lære at forstå, er sekundære cancer forekomster ikke skabt af cancerceller der ”spreder” sig, men derimod resultatet af samtidige eller yderligere konfliktchok, involverende det organ der biologisk er knyttet til de respektive konflikter. Dette gør sig uden undtagelse gældende i ethvert cancertilfælde.

Ifølge The National Cancer Institute er de mest almindelige ”metastatiske” cancerforekomster dem der har ”spredt” sig til lunger, lever, knogler, lymfeknuder, eller hjernen. I lyset af Dr. Hamers opdagelser er det let gennemskueligt hvorfor det forholder sig sådan.

Lungekræft er biologisk forbundet med en ”dødsangst konflikt”. Som sekundærcancer er lungekræft som oftest resultatet af et diagnose- eller prognosecholk, oplevet som en dødsdom.

Dette billede af et hjerne CT viser HH’n i det hjernerelæ der kontrollerer lungerne. I det øjeblik dødsangsten virker ind på hjernen begynder lunge-alveoli-cellerne, der står for oxygenhåndteringen, øjeblikkeligt at forøges, for biologisk set er dødspanik ensbetydende med ikke at være i stand til at trække vejret. Den biologiske hensigt med den hastige celleforøgelse – lungecanceren - er at forøge lungernes kapacitet så individet bedre er i stand til at klare dødsangsten.

I betragtning af at tusindvis af kræftpatienter hver dag bogstaveligt talt bli’r skræmt til døde af kræftdiagnose-chok eller en negativ prognose (”Du har kun tre måneder tilbage”), er det ikke så mærkeligt at lungekræft er ”Nr. 1 Dræberen”.

Baseret på det biologiske samspil mellem psyke-hjerne-organ kan rygning ikke være årsag til lungekræft, med mindre cigaretrygning har med en uventet døds-angst at gøre (”This will kill you!”) Det er ”sygdommes” biologiske natur der forklarer hvorfor lungekræft i dag er den hyppigst forekommende cancer. Dette forklarer også den tilsyneladende uoverensstemmelse mellem voksende hyppighed af lungekræft, og så det faktum, at antallet af rygere er gået væsentligt ned. Giftstofferne i cigaretrøg kan imidlertid gøre healingfasen langt mere vanskelig, især når en healingproces finder sted i luftvejene.

Dyr, som vore kæledyr, udvikler sjældent lungekræft; ikke fordi de ikke ryger…smil, men fordi de er ligeglade med en diagnose. Nancy Zimmermann, leder af den medicinske støtte på kæledyrshospitalet Banfield – en af verdens største dyrlægevirksomheder: ”Det er vigtigt at lægge mærke til, at der ikke er nogen absolut direkte forbindelse mellem rygning og kræft hos kæledyr.” (National and Oregon Health and Wellness Information and Medical News, January 19, 2009). – se også Carcinogen Teori

Multicancer forekomst kan også være resultat af DHS der har mere end et aspekt. Hvis en mand f.eks. helt uforberedt mister sit job, kan han på samme tid opleve en ”sulte-konflikt” (”Jeg ved ikke hvordan jeg skal sørge for mig selv.”) og en ”eksistens-konflikt” (”mit liv står på spil”). Hver af konflikterne virker ind på det konfliktrelaterede hjernerelæ, og i dette tilfælde vil to SBS’er blive aktiveret. Hvis konfliktaktiviteten er intens vil en leversvulst og en nyresvulst udvikle sig under den konfliktaktive stressfase. Efter at konflikten er blevet løst (f.eks. ved at manden får et nyt job) vil begge svulster gå gennem en naturlig helbredelsesproces.

Knoglekræft er, I følge Dr. Hamer’s opdagelser, knyttet til ”selvnedvurderings konflikter”, som cancerpatienter typisk oplever, fordi de føler sig ”værdiløse”.

Under den konfliktaktive fase genererer knoglen(rne) eller leddet(nde) tættest på det sted man føler sig ”ubrugelig”, ”syg”, eller ”utilstrækkelig” et tab af knoglevæv (benævnt som ”osteolytisk knoglekræft”). Dette forklarer hvorfor mænd efter at ha fået diagnosen prostatacancer ofte udvikler knoglekræft i bækkenet eller lænderygraden, der er tættest på prostata (60% af alle ”knogle-metastaser” hos mænd er prostatarelaterede). Tilsvarende udvikler kvinder, der oplever tab af selvværd på grund af en brystkræftdiagnose eller en skamferende brystoperation, typisk knoglekræft i ribbenene eller brystbenet (70% af alle ”knogle-metastaser” hos kvinder er brystkræft-relaterede). I betragtning af det fysiske og seksuelle mindreværd som mænd ofte føler i forbindelse med prostatakræft, og som kvinder ofte lider under konfronteret med tabet af et bryst, er det indlysende hvorfor konfliktchok der påvirker knoglerne i disse områder er så almindelige. Det samme gør sig gældende i forbindelse med udviklingen af lymphomer (typisk i armhule-lymfeknuderne som følge af en ”bryst selvnedvurdering” eller i bækken området i sammenhæng med prostatacancer).

Nuværende medicinsk teori er, at metastaserende celler er af samme slags som dem i den oprindelige svulst, d.v.s. at hvis en cancer opstår i brystet og metastaserer til knoglerne, er det den gængse opfattelse at kræftcellerne i knoglerne er brystkræftceller. I 2006 slog Dr. Vincent Giguère – en kræftforsker ved McGill Universitetets Sundheds Center i Montreal - imidlertid det modsatte fast: ”Brystkræftceller, f.eks., bevæger sig ofte til knoglerne. Dette er noget af et kunststykke, eftersom de først er nødt til gradvist at forvandle sig fra brystceller til knogleceller’, siger Dr. Giguère,’Han og hans kollegaer prøver at finde ud af hvordan de gør det.” (Globe & Mail, November 28, 2006).

På grundlag af Dr. Hamers teorier kan ingen af de to metastaseteorier bekræftes videnskabeligt, eftersom begge teorier antager, at kræft opstår i kroppen, hvor man går ud fra at sunde celler – lige pludselig og uden grund – muterer/ forandrer sig til ”onde” celler. Denne opfattelse erkender ikke at alle kræftforekomster i virkeligheden har deres oprindelse i psyken! Med denne ny forståelse af kræfts natur og oprindelse kan sekundær kræft ikke anses som værende resultatet af cancerceller der via blod- eller lymfesystemet spreder sig til andre organer, for under ingen omstændigheder er kræftceller i stand til at komme udenom dette veletablerede biologiske system. Standard metastase-teorier ignorerer også (tillige med deres pinlige modsigelser) fuldstændigt den histologiske (vævslæremæssige) forbindelse fra hver eneste cancertype, til et af de embryoniske (fosterudviklingsmæssige) kimlag.

Den ektoderme foring af mælkegangene, inklusiv kræft inde i mælkegangene, kontrolleres fra storhjernebarken (rød), hvorimod knoglerne som stammer fra det mesoderme blir kontrolleret fra storhjernemarven (orange). En kræftforekomst inde i mælkegangene er forbundet med en “adskillelses konflikt” og udvikler sig udelukkende under healing fasen, hvorimod knoglekræft altid er et tegn på konfliktaktivitet i en “selvnedvurderings konflikt”.

Hvis knoglekræften er en sekundærkræft efter brystkræften, kan knoglekræften følgelig kun være fremkaldt af en ”selvnedvurdering”, oplevet på et tidspunkt hvor brystkræften allerede er i healingfasen!

Hvad der gør hele “brystcancer-spredende-sig-til-knoglerne” konceptet endnu mere irrationelt/ urimeligt er, at en såkaldt ”osteoclastic metastase” (en primærcancer, så som en brystcancer eller prostatacancer, som har ”bredt sig til knoglerne”) ikke pr. definition er en svulstvækst, men det modsatte, nemlig et tab af knoglevæv. Hvordan brystkræftceller regnes for at kunne skabe ”kræft”huller i knoglerne, uden at hjernen er involveret, mangler stadigt at blive forklaret.

Patologer hævder at de er I stand til at afsløre oprindelsen af en sekundærkræft via analysen af vævsprøver (biopsier). Den nuværende praksis er at bruge farve- og antistoffer til at identificere proteiner som er typiske for en specifik svulst. Denne metode kaldes den ”immuno-histokemiske teknik”. Et kritisk kig på denne metode afslører imidlertid hurtigt, at denne procedure ikke identificerer metastaserende kræftceller, men kun proteiner udskilt fra en svulst. En kommentar på UCLA’s oplysende hjemmeside (http://www.research.ucla.edu/tech/ucla06-707.htm) indrømmer denne åbenlyse uoverensstemmelse: ”Selvom analysen nok er enkel, lider den ofte under lav følsomhed eller tydelighed, og sørger ikke for tilstrækkeligt funktionelle målinger når det gælder kræftcelle adfærd”.

Metastase teorien fremsætter at cancerceller rejser gennem blod- eller lymfesystem.

Der er imidlertid aldrig blevet observeret levende cancerceller i en cancerpatients blod eller lymfevæske. Kun antistoffer er blevet identificeret, hvilket ikke beviser tilstedeværelsen af levedygtige, ”metastasiske” cancerceller (den samme ”indirekte bevis” –metode bli’r brugt til at ”bevise” eksistensen af vira, som årsag til ”virus infektioner”).

Det er aldrig blevet observeret at kræftceller fra en primær svulst naturligt har hægtet sig på et andet organ eller væv og fået en ny svulst til at vokse frem. Igen, kun ”antistoffer” eller ”proteiner” er blevet sporet til/ i forbindelse med en sekundær cancer.

I eksperimenter hvor forskere sprøjter millioner af selvforøgende, ”ondartede” cancerceller fra en voksende svulst direkte ind i blodstrømmen, opstår der sjældent sekundære svulster. ”Under anvendelse af en model hvor menneskelige brystcancerceller blev dyrket i immun kompromitterede mus, fandt vi ud af, at kun en lille del af brystkræftcellerne havde evnen til at skabe nye svulster”. (Dept. of Internal Medicine (Afdelingen for Indre Medicin), Comprehensive Cancer Center, University of Michigan Medical School, Ann Arbor, MI 48109, USA.). Kilde: Proceedings of the National Academy of Science of the U.S.A. {http://www.pnas.org/content/100/7/3983.abstract}

Dr. Hamer fastslog i 1980’erne, at såkaldte ”hjernesvulster” ikke, som ellers antaget, er abnorm vækst i hjernen, men derimod gliale celler (hjerne-bindevæv) der naturligt samler sig/ akkumuleres i anden halvdel af healingfasen (pcl-fase B) i det område af hjernen som – parallelt med det healende organ – også er i healing på det pågældende tidspunkt. Det vil sige at denne glia-reparations-proces finder sted under EN HVILKEN SOM HELST healingfase, hvad enten det er hududslet (se min Hud artikel), hæmorider, en almindelig forkølelse, en blæreinfektion, eller en cancer. Det er et ubetinget tegn på, at den biologiske konflikt er blevet løst, og at psyken, hjernen og organet alle er i det sidste stadium af healing.

Dr. Hamer’s German New Medicine er den største udfordring det lægelige etablissement - inklusive dagens medicinske videnskab og en profit-styret medicinalindustri - nogensinde er blevet stillet overfor. Klar over denne trussel bruger sundhedsmyndighederne - bakket op af retssystemet og medierne - deres magt til, at lukke munden på Dr. Hamers lægelige opdagelser, og forfølge, bagvaske og kriminalisere deres ophavsmand.

Ansvarsfraskrivelse: Informationen i denne artikel erstatter ikke lægelig rådgivning

Ovenstående tekst er direkte oversat til dansk af Kirsia Isabella Olufsen, feb. 2010. Den oprindelige engelske tekst er skrevet af Caroline Markolin, Ph.D. Vancouver, Canada, og findes på www.learningGNM.com . Caroline Markolin, Ph.D., er fuldtids GNM-underviser, trænet og anerkendt af Dr. Hamar. Hun bor i Canada, og tilbyder regelmæssigt GNM-seminare i Montreal og Vancouver, samt 1 gang årligt i Europa. Og hun er altså kvinden bag den ualmindeligt omfattende, velorganiserede og informative hovedhjemmeside for GNM: www.learningGNM.com hvor enhver kan gå ind "fra gaden" og dybdestudere GNM, læse casestories, osv.

For yderligere info på dansk om GNM, individuel guidning, foredrag og workshops, kontakt Kirsia Isabella direkte på tlf: (0045) 633 10 799 eller dansemagi@gmail.com